Blodsukkermåling
For 55 kr. kan du få målt dit blodsukker på Frederiksberg Apotek. Med i målingen følger muligheden for at få en samtale om sukkersyge og forebyggelse.
Blodsukker er et mål for, hvor meget sukker (glucose) der er i en liter af dit blod, og angives som millimol per liter (mmol/L). Målingen fortæller noget om, hvor gode cellerne i din krop er til at optage de sukkerstoffer du spiser, og dette hænger sammen med din krops evne til at danne eller udnytte hormonet insulin. Blodsukkeret afhænger af flere ting, bla. hvornår du sidst har spist, hvad du har spist, samt den generelle sundhedstilstand.
Hvis blodsukkeret er for højt, kan det være et tegn på, at man har sukkersyge. Sukkersyge kan på længere sigt føre til skader på kredsløb, øjne, nyrer og nerver, men hvis sukkersygen bliver opdaget tidligt, kan disse skader i høj grad forebygges. Nogle kan blot nøjes med at lægge deres livsstil om, mens andre må behandles med tabletter eller insulininjektioner.
Nogle af risikofaktorerne for sukkersyge er:
Alder - risikoen for sukkersyge stiger med alderen
Overvægt - kan føre til sukkersyge
Arv - hvis flere i familien har sukkersyge, er risikoen for selv at få det større
Nogle af de første tegn på sukkersyge er:
Hyppig vandladning, tørst, træthed, ændret appetit og vægttab, hudkløe (ofte i skridtet), gentagne hudinfektioner og synsforstyrrelser.
Målingen, der bliver foretaget på apoteket, er ikke en diagnose af, om man har sukkersyge eller ej, men kan være med til at afgøre, om man skal blive undersøgt hos sin egen læge.
Kom ind på apoteket og få målt dit blodsukker